If you can’t beat them join them –and then beat them!

Bo Kampman Walther fra Syddansk Universitet med speciale i computerspil skriver formanende i artiklen ”Dannelse og kickboxing” (Gjallerhorn nr. 17. 2013); ”Den danske dannelse går ad helvede til. Børn og unge kan ikke læse ordentligt, hvis de overhovedet gider at læse. De tror at Dybbøl Mølle er en julekalender og anden verdenskrig et computerspil. Til gengæld spiller de Amnesia på perfekt engelsk og begriber intuitivt satiren i House of cards. Udsynet er blevet større men indsigten er blevet mindre” . En rød tråd i alle mine indlæg på First Class og i min debut som blogger har været min ambivalens i forhold til IKT-baserede læreprocesser, helt i tråd med Kampmann Walthers pointe om øget udsyn og svindende indsigt. (”aldrig er det blevet kommunikeret så meget om så lidt”, siger Thomas Ziehe et sted) Dette kan selvfølgelig være generationsbestemt, at jeg er forankret i en overbevisning om fordybelse som grundlag for intellektuel udvikling. I et tidligere blog-indlæg citerede jeg Michael Paulsen og Jesper Tække for ” If you can’t beat them join them” i forhold til sociale medier i undervisningen, ud fra gode gamle Thomas Ziehes sigende didaktiske målsætning om God Anderledeshed – fristes jeg til at tilføje ”-and then beat them”.  Jeg accepterer fuldt ud et farvel til de rigtige svars pædagogik og at lærerrollen i det senmoderne i høj grad baserer sig på relationsarbejde. Jeg ser ingen problemer i Edutainment i rette doseringer, og byder alle nye medier velkommen i undervisningslokalet. Et af mine didaktiske Dewey-inspirerede credoer handler om at al undervisning må tage udgangspunkt i elevens/den studerendes erfaringsunivers og udvide dette. Præcis dette mener jeg er den største udfordring for alle os undervisere på alle niveauer, der forsøger at få et fornuftigt forhold til IKT-baserede lærerprocesser. Hvordan sikrer vi disse udvidelser eller overskridelser i et digitalt dannelsesperspektiv; jeg giver igen ordet til Kampmann Walther; ”Men at være dannet i dag handler ikke om at opruste den traditionelle vidensmængde - en kanon mig her, flere historietimer dér og præstationsfremmende benchmarking. Nej, snarere handler det om at uselvfølgeliggøre dannelsens egne mulighedsbetingelser- Har vi den dannelse vi fortjener? Hvad er det i selve dannelsens fundament, der gør den usmidig i forhold til nye medier og computerspil? Og kan computerspillet (og alle de nye medier –min kommentar!) være en vigtig øjenåbner , når det gælder den nye medieverden, som den gamle tekstkultur slet ikke kan begribe?” .

Vi Undervisere må derfor forsøge at bevare overblikket i forhold til hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. – tre discipliner som i en Ironman!

IKT i undervisningen -Rum for forstyrrelse eller fordybelse?

I den amerikanske mesterforfatter Jonathan Franzens seneste essay-samling ”længere væk” (2013) spiller digitale medier en vis rolle. I essayet ”I just called to say i love you” skriver Franzen om en glidende overgang fra en nikotinkultur til en mobilkultur “Den ene dag stod børnene omkring den første I skolegården der havde en pakke Prince, den næste dag var det den der havde en farveskærm. Det ene øjeblik klikkede passagererne med deres lightere i samme sekund de var steget af et fly, i det næste øjeblik, er de i gang med at tænde deres mobiltelefoner”. Jeg vil i denne sammenhæng ikke komme nærmere ind på hvilke behov der dækkes af nikotinen eller mobilen, men blot konstatere at tiltrækningskraften og afhængigheden er enorm. Ud fra et læringsperspektiv vil jeg yderligere inddrage Ipad, pc osv. og reflektere over hvilke potentielle forstyrrelser digitale medier indebærer i undervisningssammenhænge. I tidskriftet "Gymnasieforskning" (nr 1. sept 2013, gymnasieforskning.dk), viser en undersøgelse foretaget blandt lærere og elever i gymnasiet at frustrationen over spil- og Facebook-forstyrrelser i gymnasiet er stor, både blandt lærere og elever, og at "71 % af de adspurgte lærere vurderer at elevernes koncentration ofte eller nærmest hele tiden forstyrres af facebook, spil eller anden form for ”it-baseret tidsfordriv” i timerne" (ibid. s. 13)

Som studerende på MIL, var jeg på intro-seminaret på Aalborg Universitet, for en gang skyld placeret på en anden side af katederet end jeg er vant til som underviser. Jeg havde (helt legalt) min bærbare pc tændt under alle oplæg og havde ligeledes min Iphone liggende fremme. Jeg tog flittigt noter i forbindelse med oplæggene, og gik ind på de programmer/hjemmesider der blev præsenteret af underviserne og løste de opgaver der blev stillet. Jeg oplevede at jeg var aktiv og deltagende i undervisningen. Parallelt med dette må jeg tilstå at jeg i løbet af seminardagene, en del gange besøgte bl.a. onside.dk, gaffa.dk, pitchfork.com, politiken.dk, dmi.dk, bruun-rasmussen.dk, facebook, ligesom jeg sendte et antal sms’er til familien samt nogle arbejdsrelaterede e-mails. Besøg og aktiviteter, der ikke umiddelbart havde relation til uddannelsens læringsindhold.

Da jeg lørdag eftermiddag sad i toget på vej hjem til København, reflekterede jeg en del over mit læringsudbytte. Man kan sige at min brug af digitale medier i undervisningen havde forstyrret en klassisk konvergent lineær tænkning, og at mit læringsudbytte var knyttet til divergent tænkning ( se fx ”Den kreative platform i skolen”, udgivet af forskningscenter for den kreative platform, 2010 for denne skelnen:

http://vbn.aau.dk/files/52369437/Den_kreative_platform_i_skolen.pdf).

Parallelt kan man tale om en ‘rhizomatisk didaktik’ og et ‘rhizomatisk læringsudbytte’.  "As a model for culture, the rhizome resists the organizational structure of the root-tree system which charts causality along chronological lines and looks for the original source of 'things' and looks towards the pinnacle or conclusion of those 'things.' A rhizome, on the other hand, is characterized by 'ceaselessly established connections between semiotic chains, organizations of power, and circumstances relative to the arts, sciences, and social struggles” http://en.wikipedia.org/wiki/Rhizome_(philosophy)

Og netop dette giver vel en del mening i forhold til senmoderne bevidstheds- og tilegnelsesformer. Billedet af det sammenfiltrede og hyperkomplekse rodnet i modsætning til den enkle træstruktur siger noget om de udfordringer vi som undervisere og lærende står over for. De mulige sammenhænge mellem umiddelbart adskilte vidensområder og erfaringer. De to forskere Michael Paulsen og Jesper Tække konstaterer i forbindelse med  forskningsprojektet Socio Media Education Experiment om brug af sociale medier i undervisningen; ”If you can’t beat them join them” og eksperimenterer med bl.a. med et ”Twitter- og wiki-påbud:Lærerne skal bruge elevernes sociale medieforbrug aktivt i undervisningen. Lærere i alle fag skal få eleverne til at sende korte tekster via Twitter (mikro-blogging),og eleverne skal opdatere og dele deres viden via wikis, som er et redskab til at dele noter”. http://www.gymnasieforskning.dk/wp-content/uploads/2013/09/GF01_enkeltsidet.pdf

Om dette projekt løser problemet med forstyrrelser i undervisningen giver indeværende lille refleksion ikke svar på. Jeg har forsøgt at reflektere over den divergente tænknings potentialer og problemer i forhold til egen læring og læring generelt. Potentialer i forhold til en mere nuanceret og personlig tilgang til videnskonstruktioner og læring, problemer i forhold til en overfladisk tilgang, hvor kreativ og overfladisk montage i opgaveløsninger, kan spærre for fordybelse, og i stedet indbyde til begrebs- perspektiv- og namedropping.

 

 

Måske skulle Bilbo bare være blevet hjemme

I Tolkiens ”Hobitten” har hobitten Bilbo Sækker det som bekendt, trygt og godt i sit hyggelige hus og trygge omgivelser, indtil troldmanden Gandalf en dag banker på døren, og lokker ham med på et farefuldt eventyr ud i det ukendte..

Som ny studerende på MIL på modulet IKT-baserede læreprocesser har jeg løbende associeret til Bilbos situation, ikke at jeg kan påstå at jeg har det trygt i min professionelle hverdag, hvor det senmoderne arbejdslivs betingelser stort set aldrig tilbyder en grundlæggende tryghedsfølelse, men dog alligevel har jeg i en lang periode færdes i det samme hus, undervist i det samme fag og pensum, haft de samme kolleger osv.

For mit vedkommende har det farefulde eventyr bestået i at skulle forholde mig til en ny faglig terminologi, at skulle løse studieopgaver i uvant form og forum, og ikke mindst at skulle indgå i gruppearbejde via Google Hangout.

Når voksne lærer, lærer de kun det de ønsker at lære skriver Knud Illeris et sted, I forhold til min læreproces i denne sammenhæng, har jeg måske ubevidst forsøgt at opretholde ligevægt ved at fokusere mere på læreprocessuelle problematikker end på de specifikt IKT-relaterede. Henvisende til Piaget, skriver Hermansen at  assimilative aktiviteter tenderer”….mod at indpasse det nye eller udfordrende til det individet i forvejen kan” (Hermansen ”Læringens univers” s. 41) , 1996) hvis jeg ikke havde indgået i studiegruppe-arbejdet, var det nok stoppet her, og ligesom hvis Bilbo var blevet hjemme, havde alt været trygt og godt.  Men netop dette samarbejde har til en vis grad ført mig ud i akkomodationsprocesser, hvor skemaer er blevet omstrukturerede eller nydannede. Psykologen Mogens Hansen fremhæver i forhold til voksenlæring og zonen for nærmeste udvikling, at der i arbejdsgrupper og studiegrupper findes en særlig dynamik for skabende virksomhed. ”..Grupper der sammensættes af personer med ligeværdig kompetence men med forskellige specialer eller specialviden, ser ud til at genere ny viden i langt højere grad end grupper der sammensættes af personer med ligeværdig kompetence men med samme specialviden”  (Hansen, ”At lære sammen med andre” s. 76 in: ”Voksnes læringsrum” 2005). I forhold til den studiegruppe jeg har indgået i, har dette netop været tilfældet; at vi har været en gruppe hvor to af gruppens medlemmer arbejder i folkeskolen og besidder en høj grad af specialviden om skoleelever og digitale medier, og to resterende arbejder med voksne og videreuddannelse med specialviden om læring og didaktik, og i mit tilfælde ikke særligt veludviklet viden og erfaring i forhold til digitale redskaber. Disse forskellige typer af specialviden, har i mine øjne ført os i retning af generering af ny viden og nye eventyr mht. til at tænke innovativt om IKT-baserede læreprocesser i forhold til vores respektive målgrupper.