Bo Kampman Walther fra Syddansk Universitet med speciale i
computerspil skriver formanende i artiklen ”Dannelse og kickboxing” (Gjallerhorn
nr. 17. 2013); ”Den danske dannelse går ad helvede til. Børn og unge kan ikke
læse ordentligt, hvis de overhovedet gider at læse. De tror at Dybbøl Mølle er
en julekalender og anden verdenskrig et computerspil. Til gengæld spiller de Amnesia på perfekt engelsk og begriber
intuitivt satiren i House of cards. Udsynet
er blevet større men indsigten er blevet mindre” . En rød tråd i alle mine
indlæg på First Class og i min debut som blogger har været min ambivalens i
forhold til IKT-baserede læreprocesser, helt i tråd med Kampmann Walthers
pointe om øget udsyn og svindende indsigt. (”aldrig er det blevet kommunikeret
så meget om så lidt”, siger Thomas Ziehe et sted) Dette kan selvfølgelig være
generationsbestemt, at jeg er forankret i en overbevisning om fordybelse som
grundlag for intellektuel udvikling. I et tidligere blog-indlæg citerede jeg
Michael Paulsen og Jesper Tække for ” If you can’t beat them join them” i
forhold til sociale medier i undervisningen, ud fra gode gamle Thomas Ziehes
sigende didaktiske målsætning om God
Anderledeshed – fristes jeg til at tilføje ”-and then beat them”. Jeg accepterer fuldt ud et farvel til de
rigtige svars pædagogik og at lærerrollen i det senmoderne i høj grad baserer
sig på relationsarbejde. Jeg ser ingen problemer i Edutainment i rette doseringer, og byder alle nye medier velkommen
i undervisningslokalet. Et af mine didaktiske Dewey-inspirerede credoer handler
om at al undervisning må tage udgangspunkt i elevens/den studerendes
erfaringsunivers og udvide dette. Præcis dette mener jeg er den største
udfordring for alle os undervisere på alle niveauer, der forsøger at få et
fornuftigt forhold til IKT-baserede lærerprocesser. Hvordan sikrer vi disse
udvidelser eller overskridelser i et digitalt dannelsesperspektiv; jeg giver
igen ordet til Kampmann Walther; ”Men at være dannet i dag handler ikke om at
opruste den traditionelle vidensmængde - en kanon mig her, flere historietimer
dér og præstationsfremmende benchmarking. Nej, snarere handler det om at
uselvfølgeliggøre dannelsens egne mulighedsbetingelser- Har vi den dannelse vi
fortjener? Hvad er det i selve dannelsens fundament, der gør den usmidig i
forhold til nye medier og computerspil? Og kan computerspillet (og alle de nye
medier –min kommentar!) være en vigtig øjenåbner , når det gælder den nye
medieverden, som den gamle tekstkultur slet ikke kan begribe?” .
Vi Undervisere må derfor forsøge at bevare overblikket i
forhold til hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. – tre
discipliner som i en Ironman!
Jeg tror i høj grad, at det er generationsbestemt (hvilket dog ikke ændrer på, at der også er store fordele ved overbevisningen om "fordybelse som grundlag for intellektuel udvikling".
SvarSletI sin blog gengiver Pia en kommentar fra sin datter om, at blogs ikke er vores generations udtryksform http://piahogh2.blogspot.dk/2013/10/frustration-er-blogs-en-anden.html
Jeg tror, at Pias datter har fat i noget af det rigtige i forhold til, hvorfor det falder mange af os svært bare at skrive løs i den åbne virtuelle verden ved tanken om, at det ligger "derude" for altid.
Få af os har det på samme måde, som én af Evas elever, som til Evas spørgsmål om, hvorvidt nogen ville have noget imod at skrive et indlæg på klassens blog: ”Nææ det er da lige meget, det er jo ikke værre end at have en profil på Facebook”
http://milogeva.blogspot.dk/2013/10/br-jeg-blogge.html
Tak for endnu et super indlæg Per.
SvarSletJeg ved ikke helt om jeg tror det er noget generationsbestemt i forhold til det at bruge de sociale medier - ser vi på Facebook er den største brugergruppe folk over 30 - de bruger det ovenikøbet så ofte at deres børn nu er blevet forsømte ;o). Men måske er det noget generationsbestemt at der altid ses på den unge generation med en vis skepsis og gru over deres adfærd og manglende viden ;o)
I udsagnet at "udsynet er blevet større men indsigten er blevet mindre" ligger der en validering af hvad der er den rigtige viden at have. Men hvem har definitionsmagten over hvad der er den rigtige viden?