If you can’t beat them join them –and then beat them!

Bo Kampman Walther fra Syddansk Universitet med speciale i computerspil skriver formanende i artiklen ”Dannelse og kickboxing” (Gjallerhorn nr. 17. 2013); ”Den danske dannelse går ad helvede til. Børn og unge kan ikke læse ordentligt, hvis de overhovedet gider at læse. De tror at Dybbøl Mølle er en julekalender og anden verdenskrig et computerspil. Til gengæld spiller de Amnesia på perfekt engelsk og begriber intuitivt satiren i House of cards. Udsynet er blevet større men indsigten er blevet mindre” . En rød tråd i alle mine indlæg på First Class og i min debut som blogger har været min ambivalens i forhold til IKT-baserede læreprocesser, helt i tråd med Kampmann Walthers pointe om øget udsyn og svindende indsigt. (”aldrig er det blevet kommunikeret så meget om så lidt”, siger Thomas Ziehe et sted) Dette kan selvfølgelig være generationsbestemt, at jeg er forankret i en overbevisning om fordybelse som grundlag for intellektuel udvikling. I et tidligere blog-indlæg citerede jeg Michael Paulsen og Jesper Tække for ” If you can’t beat them join them” i forhold til sociale medier i undervisningen, ud fra gode gamle Thomas Ziehes sigende didaktiske målsætning om God Anderledeshed – fristes jeg til at tilføje ”-and then beat them”.  Jeg accepterer fuldt ud et farvel til de rigtige svars pædagogik og at lærerrollen i det senmoderne i høj grad baserer sig på relationsarbejde. Jeg ser ingen problemer i Edutainment i rette doseringer, og byder alle nye medier velkommen i undervisningslokalet. Et af mine didaktiske Dewey-inspirerede credoer handler om at al undervisning må tage udgangspunkt i elevens/den studerendes erfaringsunivers og udvide dette. Præcis dette mener jeg er den største udfordring for alle os undervisere på alle niveauer, der forsøger at få et fornuftigt forhold til IKT-baserede lærerprocesser. Hvordan sikrer vi disse udvidelser eller overskridelser i et digitalt dannelsesperspektiv; jeg giver igen ordet til Kampmann Walther; ”Men at være dannet i dag handler ikke om at opruste den traditionelle vidensmængde - en kanon mig her, flere historietimer dér og præstationsfremmende benchmarking. Nej, snarere handler det om at uselvfølgeliggøre dannelsens egne mulighedsbetingelser- Har vi den dannelse vi fortjener? Hvad er det i selve dannelsens fundament, der gør den usmidig i forhold til nye medier og computerspil? Og kan computerspillet (og alle de nye medier –min kommentar!) være en vigtig øjenåbner , når det gælder den nye medieverden, som den gamle tekstkultur slet ikke kan begribe?” .

Vi Undervisere må derfor forsøge at bevare overblikket i forhold til hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. – tre discipliner som i en Ironman!